27.1.07

Kunstnersammenslutningen Grønningen 2007


Grønningens udstilling i 2007 i Charlottenborg Udstillingsbygning er en udstilling domineret af fornyelse og dynamik.

Fernisering den 27. januar 2007 kl. 13-18
Udstillingsperiode 27. januar til 18. februar 2007. Åben alle dage 10-17 og onsdage 10-19

Grønningen 2007 kan man opleve kunst på et højt niveau af Danmarks fremmeste billedkunstnere. De fleste værker på udstillingen er nyproduktioner, der i udformning og størrelse netop er skabt med henblik på at udnytte de muligheder, som Udstillingsbygningens rummelige lokaler byder billedkunsten. Der er først og fremmest fokus på det enkelte værks iboende kvaliteter. Grønningen er den største udstillingsgruppe i Danmark og udstillingen præsenterer forskellige generationers kunstneriske manifestationer fra den nyere danske kunsthistorie.

Kunsten i dag afspejles især af de inviterede gæsters værker. De syv gæster har i de senere år alle positioneret sig markant i en samtidskunstnerisk sammenhæng: Lise Blomberg Andersen (f.1971) viser en række tegninger fra sit lyriske personlige billedunivers. Morten Buch (f. 1970) udstiller tre store malerier hvor han har arbejdet med farve, struktur og en humoristisk forskydning af det genkendelige motiv og Jesper Dalgaard (f. 1974) viser keramikhuse fra et forskudt univers. Kristian Devantier (f. 1971) præsenter to store stiliserede og finurlige malerier, der er præget af de monokrome farveflader, der karakteriserer hans særlige udtryk, imens Ib Monrad Hansens (f. 1963) tre store malerier på udstillingen blotlægger en præcis og minutiøs superrealisme med motivisk afsæt i en kraftig fantasiverden. Eva Kochs (f. 1952) videoinstallation "Confer" sætter beskueren i en slags pulserende mellemrum via to modstillede projektioner. Amerikanske Clare E. Rojas (f. 1976) udstiller et kæmpemæssigt værk - 325x550 cm - der er indbegrebet af et aktuelt og nutidigt greb i form af en omfattende sampling kultur og præsentationen af et univers, hvor samfundsbevidsthed og humor konfererer i et fortællende univers.

Det er med stor glæde at Grønningen byder de to nye medlemmer Ruth Campau og Leonard Forslund velkommen i sammenslutningen.

Grønningens ophængningsudvalg består i 2007 af Viera Collaro, Anita Jørgensen og Peter Bonnén, der er ansvarlige for kurateringen af udstillingen.

Ole Sporring har udformet årets udstillingsplakat imens Frithioff Johansen er redaktør på Grønningens katalog 2007.

Årets deltagende kunstnere er: Poul Agger, Merete Barker, Jens Birkemose, Jørgen Boberg, Peter Bonnén, Peter Brandes, Stig Brøgger, Ronald Burns, Ruth Campau, Viera Collaro, Henning Damgård-Sørensen, Egon Fischer, Anette Harboe Flensburg, Ib Geertsen, Erik Heide, Poul Isbak, Lone Høyer Hansen, Frithioff Johansen, Anita Jørgensen, Steffen Jørgensen, Frans Kannik, Eske Kath, Søren Kjærsgaard, Tom Krøjer, Carl Magnus, Lise Malinovsky, Peter Mandrup, Seppo Mattinen, Finn Mickelborg, Øivind Nygård, Lars Nørgård, Hans Pauli Olsen, Bjørn Poulsen, Tonning Rasmussen, Alev Siesbye, Ole Sporring, Arne Haugen Sørensen, Svend Erik Tanggaard, Jette Thyssen og gæsterne Lise Blomberg Andersen, Morten Buch, Jesper Dalgaard, Kristian Devantier, Ib Monrad Hansen, Eva Koch og amerikanske Clare E. Rojas.