4.12.07

Nano Vega

Vega satser med Mega Vega på eliten, men har ikke glemt fødekæden, hvorfor et nyt spillested for undergrunden, Nano Vega, også lanceres.

I den forløbne uge fandt Vega sig en partner, TDC, til den kommende koncertsal, Mega Vega, der når den står færdig vil kunne huse 5.000 gæster. Men Vega har ikke glemt talentplejen i farten, og derfor lancerer spillestedet i 2008 en ny scene målrettet upcoming-scenen.

Nano Vega, der placeres i kælderen under Folkets Hus, vil med en kapacitet på 150-200 gæster være Vegas forsøg på at skabe den optimale ramme for nye bands, så de kan spille for en udsolgt sal med medfølgende stemning.

Vega vil desuden stille faciliteter, ekspertise og netværk til rådighed og håber endvidere på at kunne etablere mentorordninger gerne i samarbejde med de etablerede uddannelsesinstitutioner for musikere, der kæmper for slå igennem. Et naturligt skridt i en langsigtet strategi, ifølge Lars Skovgaard, programchef på Vega:

"Pladeselskaberne investerer ikke nær så mange penge i at promovere nye artister som førhen. Vega er afhængige af et godt dansk musikalsk vækstlag - derfor skal vi selvfølgelig også aktivt være med til at udvikle det."

Den nye koncertscene skal leve op til Vegas standarder for lyd, lys og ventilation. Men derudover så skal Nano Vega også være et digitalt spillested med tilknyttet studie, der kan optage lyd og billeder til evt. senere udgivelse eller som brug i undervisnings- og øveforløb. Hvornår Nano Vega skydes hen over himlen afsløres, sammen med oplysninger om booking-politik, kontaktpersoner osv., i starten af 2008.

***