4.6.07

MAD LOVE - Ung kunst i danske privatsamlinger


15. september - 9. december 2007

MAD LOVE gør status over den kunstneriske kreativitet lige nu – hvad enten den er skøn eller hæslig, pjanket eller alvorlig, drømmende eller strengt nøgtern, legende let eller helt igennem forstyrret.

En række af de største danske kunstsamlere har inviteret os indenfor i deres private hjem. Samlerne har fingeren på pulsen. De nærer lidenskabelig kærlighed til den unge kunst, spotter tidligt de nye talenter og giver plads til både det etablerede og det excentriske. Privatsamlingerne giver en dugfrisk introduktion til de nyeste tendenser i kunsten.

Med omkring 130 værker af verdensstjerner og stjernefrø på den globale kunstscene præsenterer udstillingen spændvidden i de danske privatsamlinger. Fra den cool amerikanske feminist Jenny Holzers nyklassiske installationskunst til tysk kunsts unge enfant terrible Jonathan Meeses flabede malerier. Udstillingen sætter også fokus på outsider-kunstnerne The Beautiful Losers fra USA og Leipzig-malerne fra det genforenede Tyskland. Desuden er der et væld af sprælske og uforudsigelige værker af danske og internationale kunstnere, der endnu ikke har fået institutionens blå stempel.

***