23.3.07

Årets Pressefoto


ÅRETS PRESSEFOTO 2006/2007

I PERIODEN: 24. MARTS - 15. APRIL 2007

Igen i år har vi den glæde at byde velkommen til Årets Pressefoto i København. Det er som bekendt en tilbagevendende - og populær - begivenhed der altid viser sig megen interesse for.

Årets Pressefoto er taget af Mads Nissen. Billedet omhandler overbefolkningen i Filippinerne: “Alt for mange mennesker. Alt for lidt plads. Sekund for sekund bliver vi flere og flere mennesker på jorden. Fra at være 6,5 milliarder i dag forventes vi at blive ni milliarder mennesker inden 2050. Fødeafdeling på Dr. Jose Fabella Memorial Hospital i Manila. Uvidenhed om prævention er hovedårsagen til Filippinernes overbefolkning.”

Årets Pressefotograf blev Linda Henriksen, Berlingske Tidende. Bl.a. med billeder af Danmark med “Muhammed-sagen som centrum for civilisationernes sammenstød. Der tales og skrives om et nyt Danmark. Et opbrud. Om et land hvor de fremmede angiveligt har forvandlet det vante til uvant. Der snakkes om kampen mellem Europa og Islam, kristne og muslimer, mellem Danmark før, nu og i fremtiden”. Linda Henriksen tog videre Årets Hverdagsbillede (fra Christiania) og Årets Feature: “Danmarksbilleder: De er derude hver dag, ”de fremmede”. Ligner de trussel eller tilpasning, kulturskred eller kulturvandring, fare eller fred?”

Årets nyhedsbillede ved Carsten Snejbjerg. “Gadekampe hærgede Nørrebro. Flere hundrede maskerede demonstranter bragede lørdag eftermiddag den 16. december sammen med politiet i protest mod salget af Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København.” Billedet tog hermed forskud på mange af de kampe som opstod i indeværende år.

Årets Pressefoto 2006/2007 giver anledning til genopfriskelse af en række af de situationer, der har sat dagsordenen i det forløbne år - på godt og ondt. Fotografier taget af mange af vor bedste fotografer, hvor hver situation får sit helt eget liv.

Åbningstider Tirsdag til søndag kl. 11-17

***